herpy
Temaer

Typiske sygdomme og tegn på sygdom

Fælles viden om tegn, der kræver handling, og om metabolisk knoglesygdom, hudskifteproblemer, parasitter, ægbinding, mundbetændelse, luftvejsinfektion, dehydrering, overvægt og vitamin A-mangel, samt hvornår dyret skal til en dyrlæge med forstand på eksotiske dyr.

Tegn, man skal reagere på

Krybdyr og padder skjuler sygdom godt. Et dyr, der er tydeligt sygt, har ofte været det længe, og tidlige tegn er små. Den, der kender dyrets normale adfærd og vægt, opdager forandringer først.

Reager på disse tegn:

  • Appetitløshed over længere tid, eller at dyret holder op med at tage det foder, det plejer.
  • Vægttab eller indfaldne kropsformer. Vejning med jævne mellemrum er et groft, men pålideligt mål for helbredet, og et fald kan tyde på dårlig pasning eller et helbredsproblem. Eublepharis macularius og andre arter vejes bedst på et fast tidspunkt, fx før fodring.
  • Sløvhed, kraftløshed, rystelser, usikker gang eller manglende evne til at holde fast.
  • Åben mund ved vejrtrækning, hvæsende eller boblende lyde, slim ved mund og næse.
  • Opkastning eller usædvanlig afføring: meget tynd, blodig, med orme eller i meget lille mængde.
  • Hævelser, knuder, sår, rødme, skorper eller misfarvning af huden.
  • Hudrester, der bliver siddende, eller hudskifte, der tager usædvanligt lang tid.
  • Sammenfaldne eller hævede øjne og beskadiget mundparti.

Ét tegn er sjældent nok til at stille en diagnose, og det skal heller ikke være ejerens opgave. Men flere tegn sammen, eller et tegn, der varer mere end et par dage, er grund til at kontakte en dyrlæge. Mange sygdomme hos krybdyr og padder kommer af pasningsfejl: forkert varme, for lidt UVB, for lav eller for høj luftfugtighed, forkert kost eller dårlig hygiejne. Gennemgå derfor dyrets forhold før dyrlægebesøget, og tag oplysningerne med.

Læs mere: Lys og UVB Læs mere: Luftfugtighed, sprøjtning og ventilation

Metabolisk knoglesygdom (MBD)

Metabolisk knoglesygdom, kaldet MBD (nutritionel sekundær hyperparathyreoidisme), er en almindelig sygdom hos krybdyr i fangenskab. Årsagerne er lav calcium i forhold til fosfor i kosten, mangel på D3-vitamin, for lidt UVB og for lav temperatur, så dyret ikke kan bruge sit foder. Den rammer især hurtigt voksende insektædende og planteædende øgler og skildpadder, og den skyldes næsten altid forkert pasning. Dyr som Phelsuma grandis, der æder insekter og frugt, kræver derfor både tilskud og lys, som er beskrevet i temaerne om kalk og vitaminer og om lys og UVB.

Tegn er appetitløshed, sløvhed, usikker gang, hævet eller skæv underkæbe og hævede, skæve ben, brud på knogler og rygrad, kloakprolaps, rystelser og kramper.

Diagnosen stilles ved røntgen og blodprøver hos dyrlægen. Behandlingen er rettelse af kost og pasning, og i svære tilfælde er der brug for væske, kalk og næring givet af dyrlægen. Prognosen er god, især hvis dyret stadig æder. Store mængder tilskud på eget initiativ er ikke svaret, for overdosering skader også.

Padder får også MBD. Årsagerne er mangel på calcium og D3 i kosten, forkert UVB og et forkert forhold mellem calcium og fosfor i det vand, dyrene lever i. Også fluor i vandet kan give lignende forandringer. Tegn er deformerede kæber, brækkede lange knogler, skæv rygrad, rystelser og oppustet krop. Behandlingen følger samme princip: rettet kost og lys under dyrlægens ledelse. Hos Agalychnis spurrelli i fangenskab giver MBD skæv rygsøjle, deforme lange knogler og brud på lårben og halebenet (urostylen).

Læs mere: Kalk, vitaminer og tilskud

Problemer med hudskifte

Alle krybdyr skifter hud. Slanger skifter huden i ét stykke, og brillerne over øjnene følger med, mens øgler skifter i flager. Hyppigheden afhænger af art, alder, vækst, kost og pasning.

Hudskifteproblemer, dysekdysis, er tegn på, at noget i pasningen halter. Årsagerne er lav luftfugtighed, mangel på ru overflader at gnide sig mod, parasitter som mider, kostmangler, infektioner og nedsat skjoldbruskkirtelfunktion. Fugtighed handler også om mikroklima: Også arter fra tørre områder, for eksempel Eublepharis macularius, har brug for et lokalt fugtigt sted for at undgå problemer med hudskiftet.

Vigtige steder er øjenskjold hos slanger og ringe af hud om tæer og halespids, som kan sidde fast. Slangens briller, de gennemsigtige skjolde over øjnene, skal falde af med huden. Sidder de tilbage, kan det hjælpe at lægge dyret natten over i en varm, ventileret kasse med fugtige håndklæder. Falder de ikke af, kan de fjernes forsigtigt med forstørrelse og fine instrumenter. Brug aldrig kraft, for hornhinden kan beskadiges.

Gentagne problemer, hud der skifter i stumper, og knuder eller sår under hudresterne kræver en dyrlæge. De kan skyldes mider, infektion eller sygdom og skal undersøges.

Hos padder er stærkt forøget hudskifte og slimdannelse et tegn på sygdom og skal tages alvorligt, især hos nye dyr, da det kan være chytrid (se temaet om karantæne og hygiejne).

Læs mere: Karantæne og hygiejne

Parasitter

Mider, orme og encellede parasitter er almindelige hos nyindkøbte og vildfangede dyr og kan vokse til et problem hos dyr, der holdes for trangt eller på snavsede underlag. Dyr med mange parasitter bliver sløve og tynde, og nogle dør.

Mider er synlige for det blotte øje, men svære at se i små antal. Placér dyret over et stykke hvidt papir og stryg det blidt: Mider, der falder af, ses som små bevægelige prikker. Kraftigt angreb giver blodmangel og kan overføre bakterier. Mider behandles af dyrlægen, og terrariet skal rengøres samtidig.

Rundorme findes hos alle ordener af krybdyr. Spolorme kan hos slanger give appetitløshed, opkast og store knuder i tarmen, og nogle larver kan formentlig trænge gennem huden. Fjern derfor ekskrementer straks, så dyret ikke smittes på ny. Coccidier er encellede parasitter med direkte livscyklus; deres oocyster overlever uger i udtørret tilstand, og de kan blive meget talrige hos dyr med svækket immunforsvar. Det kræver daglig rengøring af terrariet. Hos padder er kloakprolaps ofte forårsaget af parasitter og skal behandles hurtigt af dyrlæge, fordi udfaldet er bedst, jo før den sættes på plads.

Fækalprøver afgør, hvilke parasitter der er tale om, og hvilken behandling der virker. Selvmedicinering med ormemidler giver risiko for overdosering og resistens. Se temaet om karantæne og hygiejne for prøvetagning og rutine.

Læs mere: Køb af dyr: opdræt, vildfang og transport

Ægbinding

Ægbinding, dystoci, er, at en hun ikke kan lægge sine æg, eller at æggene bliver ved med at sidde, efter at de burde være lagt. Det er en almindelig årsag til dyrlægebesøg hos krybdyr, også blandt hunner, der aldrig har været sammen med en han, for hunner kan lægge æg uden parring. Hos arter, der føder levende unger, kan der sidde ufødte unger eller ubefrugtede æg.

Ægbinding er sjældent et akut problem som hos pattedyr og fugle. Hunner kan holde æg tilbage i uger eller måneder efter det forventede tidspunkt, og derfor kan det være svært at skelne mellem normal drægtighed og ægbinding. Dyr med ægbinding kan være sløve, holde op med at spise eller virke syge. Alvorlige stofskifteforstyrrelser og infektion forværrer problemet.

Pasningen betyder meget: Hunnen skal have ro og et passende lægested og underlag, og forstyrrelser i stofskiftet skal rettes. Ægskaller kræver store mængder calcium, så hunner, der lægger gentagne gange, for eksempel Correlophus ciliatus, har brug for gode tilskud og lys. Se temaet om kalk og vitaminer.

Ejeren kan ikke afgøre, om æggene sidder fast. Er en hun sløv, holder op med at spise eller virker syg, mens hun bærer på æg, tages hun til en dyrlæge. Diagnosen stilles med føling, røntgen og ultralyd, og dyrlægen afgør, om dyret kan hjælpes med medicin eller skal opereres. Er æggene for store eller sidder i klemme, hjælper medicin ikke, og en operation er nødvendig. Forsøg aldrig selv at presse æg ud.

Mundbetændelse og luftvejsinfektioner

Mundbetændelse, stomatit eller mundråd, er en bakteriel infektion i mundslimhinden, der rammer slanger, øgler og skildpadder. Tidlige tegn er små røde prikker i munden, senere kommer en gullig, ostelignende belægning langs tænderne. I svære tilfælde spreder infektionen sig til kæbeknoglen, og dyret kan indånde infektiøst materiale, så der opstår lungebetændelse. A-vitaminmangel kan ligge bag, især hos skildpadder og øgler. Mundbetændelse hører hjemme hos dyrlægen, der tager prøver fra det dybe væv under belægningen og behandler med rensning, medicin og støtte.

Luftvejsinfektioner er almindelige hos krybdyr. De påvirkes af parasitter, forkert temperatur og luftfugtighed, dårlig ventilation, snavs, samtidig sygdom og fejlernæring. Skildpadder og øgler med luftvejsinfektion har ofte også A-vitaminmangel. Tegn er åben mund, anstrengt vejrtrækning, hvæsen eller boblende lyde og slim i næse og mund.

Forebyggelse er at holde temperatur og luftfugtighed rigtige for arten, sørge for god ventilation og rengøre terrariet, så underlaget ikke bliver vådt og snavset. Forkerte temperaturer og luftfugtigheder rettes i terrariet, men behandlingen overlades til dyrlægen. Tag oplysninger om temperaturer og luftfugtighed med, så dyrlægen kan se, hvor problemet ligger.

Dehydrering og overvægt

Mange dyr drikker ikke af en skål. Nogle drikker kun dråber fra planter og indretning, og dyr, der ikke får den mulighed, tørrer langsomt ud. Det gælder især kamæleoner, som ofte bliver dehydrerede, hvis de ikke kan drikke dråber fra blade. Et sprinklersystem eller en drypper, der giver regelmæssigt vand, er derfor en nødvendig del af indretningen. Forbrændinger, som oftest kommer fra uafskærmede varmekilder, giver væsketab og dehydrering. Langvarig dehydrering kan give nyresvigt og urinsyregigt: Urinsyrekrystaller i led og organer gør dyret så ømt, at det ikke vil bevæge sig, spise eller drikke, og i fremskredne tilfælde er prognosen dårlig.

Padder optager vand gennem huden, især gennem det område i bækkenregionen, der kaldes drikkepletten. Nyindkøbte, dårligt ernærede padder i dårligt vand er særligt modtagelige for rødbensyge, der viser sig som rød underside af huden og kan være tegn på alvorlig infektion eller gift. Blæresten ses af og til hos trælevende frøer og knyttes til for proteinrig kost, svingende temperaturer og dehydrering.

Overvægt er almindelig hos dyr i fangenskab. Årsagen er for meget foder og for lidt motion. Hos padder giver det store fedtlegemer i bughulen og fedtaflejringer i hornhinden. Mange padder fortsætter med at æde, så længe der er foder, uanset deres behov, for eksempel Ceratophrys ornata. En kost af mus alene giver fedme hos arten.

Forebyggelse er, at fodermængden passer til dyrets størrelse, alder og aktivitet, at terrariet er stort nok til bevægelse, og at foderet varieres. Overvægt behandles med mere plads til bevægelse og foder med mindre fedt. Spørg dyrlægen til råds, hvis dyret er tydeligt for tykt, og hvis en hun er mistænkt for at bære æg i stedet for fedt.

Vitamin A-mangel hos padder

Padder kan ikke selv danne carotenoider og vitamin A og skal have dem med foderet. Pilegiftfrøer som Oophaga pumilio og Dendrobates tinctorius lever i fangenskab af små foderdyr som bananfluer og springhaler, og tilskuddet skal derfor dække vitamin A.

Tegn på mangel er sløvhed, afmagring og manglende evne til at fange bytte med tungen, fordi tungens slimhinde forandres (korttungesyndrom). Dyrene kan have svært ved at æde, selv om der er foder, og de bliver tynde, selv om de får insekter.

Overskud er også skadeligt. For meget vitamin A kan forstyrre D3 og bidrage til MBD. Tilskud skal derfor gives efter en plan og ikke på måfå. Diagnosen stilles ved gennemgang af kosten og undersøgelse hos dyrlægen, og behandlingen er justering af kost og tilskud. Se temaet om kalk og vitaminer.

Hos krybdyr er A-vitaminmangel almindelig hos vandlevende skildpadder og insektædende øgler, der får et foder med for lidt færdigdannet vitamin A. Beta-caroten, som mange tilskud indeholder, kan mange krybdyr ikke omsætte. Mangel giver dårlig vækst, appetitløshed, hævede øjenlåg og mundbetændelse, og senere følger luftvejsinfektion og nyreproblemer. Behandlingen er bedre kost og tilskud med færdigdannet vitamin A. Vitamin A som indsprøjtning frarådes, fordi en overdosis giver rødme og afskalning af huden. Det afgør dyrlægen, ikke ejeren.

Læs mere: Foderdyr: hold og avl

Hvornår skal dyret til dyrlægen

Find en dyrlæge med forstand på eksotiske dyr, før dyret bliver sygt. Alle dyrlæger behandler ikke krybdyr og padder, og ventetiden kan være lang. Spørg, om klinikken behandler arten, og hvordan man kommer til ved akut sygdom.

Kontakt dyrlægen hurtigt, når dyret:

  • har åben mund, anstrengt vejrtrækning, hvæsen eller slim fra næse og mund,
  • har kloakprolaps, hvor noget kommer ud af kloaka,
  • har brækkede eller skæve knogler, rystelser, kramper eller ikke kan gå normalt,
  • er en hun, der ikke har lagt æg, men er sløv eller har stoppet med at æde,
  • har sår, forbrændinger, store knuder eller røde områder på huden,
  • har en tydelig belægning i munden eller hævet kæbe,
  • ikke har ædt i længere tid, taber sig tydeligt eller opkaster,
  • er en padde med tydelige hudforandringer, kraftigt hudskifte eller apati, især efter køb.

Akutte tegn som anstrengt vejrtrækning, prolaps og alvorlige skader kræver dyrlæge samme dag. Ved de øvrige tegn kontaktes dyrlægen hurtigst muligt.

Tag med: dyrets historie, vægtnotater, foderplan, oplysninger om temperaturer, UVB-pære og alder på pæren, luftfugtighed og terrariets mål. Tag en frisk fækalprøve, afstødt hud og et billede af terrariet med. Medicin og doseringer er dyrlægens ansvar, og ejeren skal ikke give medicin, der er ordineret til et andet dyr eller en anden art. Følg dyrlægens anvisninger, og skriv forløbet ned.

Kilder

  1. Nutritional, Metabolic, and Endocrine Diseases of Reptiles (Merck Veterinary Manual). Merck Veterinary Manual, 2025
  2. Reproductive Diseases of Reptiles (Merck Veterinary Manual). Merck Veterinary Manual, 2025
  3. Environmental Diseases and Traumatic Injuries of Reptiles (Merck Veterinary Manual). Merck Veterinary Manual, 2025
  4. Bacterial Diseases of Reptiles (Merck Veterinary Manual). Merck Veterinary Manual, 2025
  5. Parasitic Diseases of Reptiles (Merck Veterinary Manual). Merck Veterinary Manual, 2025
  6. Management and Husbandry of Reptiles (Merck Veterinary Manual). Merck Veterinary Manual, 2025
  7. Noninfectious Disorders of Amphibians (Merck Veterinary Manual). Merck Veterinary Manual, 2025
  8. Infectious Diseases of Amphibians (Merck Veterinary Manual). Merck Veterinary Manual, 2025
  9. Radiographic and histological evidence of metabolic bone disease in gliding leaf frogs (Agalychnis spurrelli). Heliyon, 2019
  10. Reptile Quarantine. Iguana (Reichard), 2004
Fandt du en fejl? Foreslå en rettelse

Skriv, hvad der er forkert, og hvad der bør stå. Vi læser alle forslag og retter, når vi har tjekket det.