herpy
Temaer

Inkubation af æg

Fra æglægningskasse til klækning: håndtering af æg, inkubator og substrat, temperatur og fugt, temperaturafhængig kønsbestemmelse, æg hos daggekkoer, lange rugetider og ungernes første tid. Til holdere, der vil opdrætte ægglæggende gekkoer og andre krybdyr.

Æglægningskasse og æglægning

Hunner af de fleste ægglæggende gekkoer lægger ikke på tilfældige steder, men søger et fugtigt, løst og mørkt sted at grave. Mangler det, kan hun holde æggene tilbage, og det kan ende i ægbinding, som kræver dyrlæge. Ro og et egnet underlag er de vigtigste forebyggende tiltag. Æglægningskassen skal derfor stå i terrariet, før hunnen bliver drægtig, og ikke først, når bugen er tydeligt rund.

En æglægningskasse er en plastboks med låg og et hul i låget eller siden, som hunnen kan kravle ind ad. Bunden fyldes med fugtig vermiculit, kokosmuld eller sphagnum, dybt nok til, at hun kan grave en hule. Substratet skal holde formen, når det klemmes, uden at der drypper vand. Stil kassen i et mørkt hjørne eller dæk den til.

Eublepharis macularius lægger 1-2 æg pr. kuld og bruger ellers bunden eller et af skjulene. Correlophus ciliatus og Mniarogekko chahoua graver æggene ned i kassen eller i bunden under en plante. Daggekkoer lægger deres æg i hulrum, se afsnittet om daggekkoer længere nede.

Tegn på, at en hun snart skal lægge, er en rund bug, hvor æggene ofte kan anes gennem huden, nedsat appetit og gravende uro. Tjek kassen hver dag i sæsonen, og tag æggene ud samme dag, de findes, så de ikke tørrer ud eller bliver kolde. Æggene kræver meget kalk: Giv hunnen kalk og rigeligt med foder hele sæsonen efter artens vejledning, og stop avlen, hvis hun taber sig. En hun med kalkmangel lægger bløde, deforme æg eller holder dem tilbage.

Læs mere: Kalk, vitaminer og tilskud Læs mere: Typiske sygdomme og tegn på sygdom

Håndtering af æg: vend dem ikke

Ægget skal ligge, som det blev lagt. Hos krybdyr hæfter fosteret sig kort efter æglægningen til skallens inderside på oversiden af ægget. Vendes ægget, kan fosteret rives løs eller trykkes af blommen, og det dør ofte. Derfor markeres oversiden, før ægget løftes, og mærket skal vende opad hele rugetiden.

Praktisk gøres det sådan:

  • Markér oversiden med en blød blyant, ikke med kuglepen eller tusch.
  • Løft ægget med rene, fugtige fingre eller en ske uden at dreje det.
  • Læg ægget i en fordybning i substratet, så det ligger halvt til to tredjedele nede, og dæk ikke toppen.
  • Læg æggene med 1-2 cm mellemrum, så et muggent æg ikke smitter de andre.

Æg, der klæber sammen, adskilles ikke. Skallen varierer: Eublepharis macularius og Correlophus ciliatus lægger hvide, bløde og læderagtige æg, mens Mniarogekko chahoua lægger æg med en usædvanligt kraftigt forkalket skal, og daggekkoer lægger hårdskallede æg.

Æg, der falder sammen og bliver gule, brune eller mugne, er som regel ubefrugtede eller døde. Lad dem alligevel ligge, til det er sikkert, for misfarvede æg kan stadig klække. Fjern kun æg, der tydeligt er døde og går i forrådnelse, og ryst ikke nabo-æggene. Gennemlysning med en lille lommelygte kan efter et par uger vise blodkar i et befrugtet æg; gør det kort og uden at dreje ægget.

Inkubator og substrat

Inkubation kan foregå i en færdig inkubator eller i en hjemmebygget, isoleret kasse med varmekilde og termostat. Temperaturen skal være stabil, helst inden for ± 0,5 °C. Ikke-regulerede varmekilder, som en lampe eller en radiator, svinger for meget. Mål temperaturen med et digitalt termometer, hvis føler ligger blandt æggene, og kontrollér det mod et andet termometer, for få graders afvigelse betyder noget for både rugetid og køn.

Æggene ligger i en lille plastboks med låg og et par små lufthuller. Substratet skal holde på fugt uden at være vådt:

  • Vermiculit: et let, porøst mineral og det mest brugte substrat. Blandes med omtrent lige dele vand efter vægt; spændet går fra lidt mindre til lidt mere vand end vermiculit.
  • Perlit: ligner vermiculit, men holder mindre vand. Bruges alene eller blandet med vermiculit.
  • Kunstige, granulerede inkubationssubstrater: holder fugten stabil og er lette at styre.
  • Sphagnum: holder på meget fugt og kan blandes i eller lægges ved kanten.

Fugten styres bedst efter vægt. Vej boksen med substrat og vand ved start, vej den igen hver uge, og tilsæt det vand, der er fordampet, ved kanten af boksen. Sprøjt aldrig direkte på æggene. Når boksen alligevel åbnes, får æggene frisk luft.

Bløde, læderagtige æg optager vand fra substratet og svulmer op under rugningen, så de kræver jævn og ret høj fugt. Hårdskallede æg optager ikke vand på samme måde og klarer sig med lavere fugt; daggekkoernes æg passer ved en luftfugtighed omkring 60 % i boksen.

Læs mere: Varme og temperatur Læs mere: Luftfugtighed, sprøjtning og ventilation

Temperatur og rugetid

Temperaturen bestemmer, hvor hurtigt fosteret udvikler sig, og hvor mange æg der klækker. Hver art har sit eget spænd, og en lavere temperatur giver altid en længere rugetid:

  • Eublepharis macularius: 26-32 °C. Rugetiden er 35-89 dage, og ved 28-30 °C typisk 50-60 dage. Under omkring 23 °C kan fostrene dø.
  • Correlophus ciliatus: 22-26 °C. Ved 25-26 °C klækker æggene efter omkring 60-70 dage, ved 22 °C efter op til 120 dage. Over 28 °C dør fostrene let.
  • Mniarogekko chahoua: 22-26 °C og typisk 65-120 dage. Over 28 °C er risikabelt.
  • Phelsuma grandis: 27-29 °C. Ved omkring 28 °C klækker æggene typisk efter 55-65 dage, alt i alt 48-80 dage.
  • Phelsuma laticauda: ved omkring 28 °C 40-45 dage, ved lavere temperatur op til omkring 85 dage.
  • Lygodactylus williamsi: 22-27 °C og 60-120 dage, kortest i den varme ende.

Temperaturen påvirker mere end rugetiden. Den kan ændre ungens størrelse, kropsform, vækst, hormoner og adfærd, og hos arter med temperaturafhængigt køn også kønnet. Derfor er stabilitet vigtigere end at ramme et bestemt tal. Ligger temperaturen tæt på artens grænser, falder klækkeprocenten.

For tørre æg falder sammen og klækker dårligt eller giver svage unger. For våde æg bliver spændte og blanke, kan sprække eller mugne. Er et æg tydeligt indsunket, men ellers sundt, tilsættes lidt vand i substratet ved siden af ægget, aldrig på selve ægget.

Æg af Correlophus ciliatus og Phelsuma grandis kan klare sig ved stuetemperatur med naturlige svingninger mellem dag og nat, hvis rummet holder sig inden for artens spænd. Hos arter med temperaturafhængigt køn gør svingningerne dog kønsfordelingen mindre forudsigelig. Notér dato og temperatur for hvert kuld, så klækningen kan forudses.

Temperaturafhængig kønsbestemmelse

Hos mange krybdyr afgøres kønnet ikke af kønskromosomer, men af temperaturen i en følsom periode under rugningen. Det kaldes temperaturafhængig kønsbestemmelse (TSD). Gekkoerne er meget forskellige: Nogle arter har kønskromosomer, andre har TSD, og kun få arter er undersøgt. Selv inden for én art kan mønsteret variere mellem bestande, sådan som det er vist hos Gekko japonicus.

Eublepharis macularius er det bedst undersøgte eksempel:

  • Ved 26 °C bliver alle unger hunner.
  • Ved 30 °C bliver der en blanding med overvægt af hunner.
  • Ved 32,5 °C bliver de fleste hanner.
  • Ved 34-35 °C bliver de fleste igen hunner, og lidt over 35 °C dør fostrene.

Kønsfordelingen ved en given temperatur er desuden delvist arvelig, så den svinger mellem linjer. Temperaturen påvirker også dyrene senere i livet: Hanner fra en temperatur, der giver flest hunner, er mere parringsaktive og mindre aggressive over for hunner end hanner fra en temperatur, der giver flest hanner. Hunner fra 32,5 °C og 34 °C kan sagtens lægge frugtbare æg.

Det betyder for holderen:

  • Hold temperaturen stabil i hele rugetiden, også i den følsomme periode midt i den.
  • Ønskes begge køn, vælges 30-32 °C, hvor kuldene bliver blandede.
  • Få graders forskel flytter kønsfordelingen fra næsten kun hunner til mest hanner. Mål ved æggene, ikke i luften over dem.

Hos daggekkoerne Phelsuma laticauda og Lygodactylus williamsi giver varme æg flest hanner og kølige æg flest hunner, men tallene bygger på opdrætternes erfaring og ikke på egentlige undersøgelser. Hos Correlophus ciliatus og Mniarogekko chahoua er temperaturens betydning for kønnet ikke dokumenteret. Er det ukendt, om arten har TSD, så vælg temperaturen efter klækkesucces.

Æg hos daggekkoer

Daggekkoer lægger 1-2 hårdskallede æg ad gangen, og de to æg klæber ofte sammen. Skallen er klæbrig, når ægget lægges, og hærder hurtigt. Hunnen lægger dem i hulrum, for eksempel i bambusrør eller i bladhjørnerne på en plante.

Arterne opfører sig forskelligt. Phelsuma grandis og Phelsuma laticauda limer ikke æggene fast på underlaget, så de kan løftes forsigtigt ud og inkuberes som andre æg, uden at de vendes. Lygodactylus williamsi limer derimod æggene fast i bambusrør, på planter eller på ruden, og når skallen er hærdet, går de i stykker, hvis man forsøger at fjerne dem. Der er to muligheder:

  • Æglæggesteder, der kan tages ud, for eksempel korte bambus- eller korkrør. Røret med æggene flyttes til inkubationsboksen i samme stilling.
  • Æg, der sidder fast i terrariet, inkuberes på stedet under et lille, ventileret bæger, så ungerne ikke forsvinder eller bliver ædt af de voksne.

Æggene tages ud eller dækkes til, fordi voksne dyr kan æde de nyklækkede unger. Rugningen foregår ved en luftfugtighed omkring 60 % og den temperatur, der passer til arten (se afsnittet om temperatur).

Hunnerne lægger et nyt kuld hver tredje til sjette uge i sæsonen, og hvor mange kuld det bliver til om året, varierer. Det tærer på kalkreserverne. Giv hunnen kalk med D3 og rigeligt med foder i hele sæsonen, hold øje med kalkposerne på halsen, og hold pause i avlen, hvis hun taber sig.

Lange rugetider og hvile i ægget

Rugetiden svinger meget, også inden for én art. Ved den kølige ende af spændet kan æg af Correlophus ciliatus, Mniarogekko chahoua og Lygodactylus williamsi være op mod fire måneder om at klække, uden at noget er galt. Hos nogle krybdyr, blandt andet visse kamæleoner og skildpadder, kan fosteret desuden gå i en egentlig hvile (diapause), hvor udviklingen står stille i uger til måneder, til temperaturen stiger igen.

Det betyder for holderen:

  • Kassér ikke æg for tidligt. Et æg, der er fast og uden skimmel, kan stadig være levende, selv om rugetiden er lang. Vent, til ægget tydeligt er dødt: sammenfaldet, mugent og ildelugtende.
  • Gennemlysning kan vise, om der stadig er blodkar.
  • Udtørring er den største risiko i en lang rugetid. Vej boksen, og tilsæt vand efter behov.
  • Åbn aldrig et æg for at se efter. Et æg, der er åbnet for tidligt, kan ikke lukkes igen.

Notér temperatur og rugetid for hvert kuld. Med tiden giver det et billede af, hvad der er normalt for netop de dyr og den inkubator.

Klækning og ungernes første tid

Når tiden nærmer sig, bliver ægget ofte slapt og lidt sammenfaldet. Ungen skærer hul i skallen med æggetanden, en lille skarp tand på snuden, som falder af kort efter. Lad den arbejde i fred: Der kan gå timer, fra den første revne kommer, til ungen kravler ud, og ungen kan blive liggende i ægget, til den sidste blomme er optaget. Åbn ikke ægget, og træk ikke ungen ud. Tag ungerne ud af inkubatoren senest et døgn efter klækningen.

Ungerne flyttes til små opdrætsbokse med køkkenrulle i bunden, et tørt og et fugtigt skjul og en lille vandskål. Hold dem hver for sig eller i små grupper af samme størrelse, for en større unge kan let bide halen af en mindre, og daggekko-unger konkurrerer om foderet.

De første dage lever ungerne af blommen og æder ikke. De begynder at spise efter det første hudskifte:

Giv vand i en lav skål eller ved let forstøvning, og hold samme klima som for de voksne. Vej ungerne hver eller hver anden uge. Taber en unge sig, er det tegn på, at noget er galt: for lav temperatur, for store foderdyr, parasitter eller sygdom.

De typiske fejl er at vende æg, at have for høj temperatur, for tørre eller for våde æg, at åbne æg for tidligt og at holde for mange unger sammen.

Læs mere: Foderdyr: hold og avl

Kilder

  1. Temperature-dependent sex determination in the leopard gecko, Eublepharis macularius. Journal of Experimental Zoology (Viets m.fl.), 1993
  2. Brain organization in a reptile lacking sex chromosomes: effects of gonadectomy and exogenous testosterone. Hormones and Behavior (Crews m.fl.), 1996
  3. Segregating variation for temperature-dependent sex determination in a lizard. Heredity (Rhen m.fl.), 2011
  4. A review of sex determining mechanisms in geckos (Gekkota: Squamata). Sexual Development (Gamble), 2010
  5. Latitudinal Variation in the Pattern of Temperature-Dependent Sex Determination in the Japanese Gecko, Gekko japonicus. Animals (Li m.fl.), 2022
  6. Embryonic Temperature Programs Phenotype in Reptiles. Frontiers in Physiology, 2020
  7. Hotter nests produce smarter young lizards. Biology Letters (Amiel og Shine), 2012
  8. A comparative study of growth: different body weight trajectories in three species of the genus Eublepharis and their hybrids. Scientific Reports (Frynta m.fl.), 2018
  9. Long-term effects of incubation temperature on growth and thermal physiology in a small ectotherm. Philosophical Transactions of the Royal Society B (De Jong m.fl.), 2023
  10. Gonadogenesis in the Bearded Dragon (Pogona vitticeps, Agamidae): A Comprehensive Histological Analysis. Biology (Rams-Pociecha m.fl.), 2026
  11. Reproductive Diseases of Reptiles (Merck Veterinary Manual). Merck Veterinary Manual, 2025
Fandt du en fejl? Foreslå en rettelse

Skriv, hvad der er forkert, og hvad der bør stå. Vi læser alle forslag og retter, når vi har tjekket det.