Speckled Kingsnake
Lampropeltis holbrooki
Lampropeltis holbrooki er en middelstor til stor kongeslange fra det centrale og sydlige USA, sort med en lille gulhvid plet på næsten hver skæl, så mønsteret ligner salt og peber. Den bliver 90-120 cm, æder gnavere, øgler, frøer og andre slanger og er robust og nem at passe. Den passes enkeltvis i et gulvterrarie med varmeplads og moderat luftfugtighed og kan blive over 20 år.
Om arten
Lampropeltis holbrooki er en kraftigt bygget, helt glat og blank slange. Grundfarven er sort, og midt på næsten hver skæl på ryggen sidder en lille hvid eller gul plet, så dyret får et fint, spættet "salt og peber"-mønster. Hos enkelte dyr ses svage spor af tværbånd. Mønsteret adskiller arten fra Lampropeltis getula, som har smalle, lyse tværbånd.
Voksne dyr er normalt 90-120 cm, og de største når omkring 180 cm. Arten blev tidligere regnet som en underart af L. getula, men er siden 2009 en selvstændig art. I hobbyen bruges navnet derfor ikke altid ens, så det er værd at kontrollere, hvilken art et dyr faktisk er, før man køber det.
Dyret er hårdført og tåler fangenskab godt. Ved fare ryster det med halen som en klapperslange, afgiver ildelugtende sekret og afføring og slår af og til ud, men det er normalt roligt og vænner sig til håndtering. Hannerne kæmper om territorium ved at presse hinanden mod jorden. Arten æder andre slanger, og det præger holdformen: dyrene skal holdes hver for sig. Der findes farve- og tegningsvarianter (morfer) i fangenskab. Vejledningen handler om arten selv, ikke om genetik.
Udbredelse og levested
Lampropeltis holbrooki lever i den centrale og sydlige del af USA, vest for Mississippi-floden og øst for den i et bælte langs Gulfkysten. Udbredelsen går fra det sydlige Iowa gennem Missouri, Arkansas og Oklahoma til Louisiana, Mississippi og Alabama, og der findes en enkelt isoleret registrering i det nordvestlige Kentucky. Typelokaliteten er Hot Springs i Arkansas.
Mod vest når arten det vest-centrale Texas, og fra Nebraska til Texas krydser den sig med Lampropeltis splendida i en bred overgangszone. Hvor langt mod vest den rækker, er uafklaret.
Oprindelig udbredelse: USA. Prikkerne er registrerede fund fra GBIF og kan omfatte dyr i fangenskab og indførte bestande. Se arten på GBIF
Levested
L. holbrooki findes i et bredt udvalg af levesteder og foretrækker fugtigere områder end de fleste andre kongeslanger: sumpe, flodsletter og kanter af vandløb. Den træffes også i skov, krat, græsland og på marker. Den ligger ofte skjult under træstammer, bræddestykker og sten og i gnavergange.
Døgnrytmen er ikke beskrevet nærmere for arten; nære slægtninge som Lampropeltis getula er mest aktive om dagen. I den kolde årstid går den i vinterhvile. Føden består af gnavere og andre små pattedyr, fugle, frøer, øgler og andre slanger. Byttet dræbes ved omsnoning.
Pasning
Terrariet
Der findes lidt artsspecifik viden om pasningen af Lampropeltis holbrooki. Tallene her er lånt fra kongeslanger i almindelighed, især Lampropeltis californiae og Lampropeltis getula, som har samme krav.
Et voksent dyr skal have et terrarie på mindst 120 × 60 × 60 cm (længde × bredde × højde). Større er bedre, for arten er aktiv og udforsker hele terrariet, og dyr over 120 cm trives bedst i 150 × 60 × 60 cm. Unger bor i et mindre terrarie eller en ventileret kasse til at begynde med og flyttes, når de ikke længere kan strække sig ud og bevæge sig langs kanten.
Låget skal kunne låses. Slangen finder enhver svaghed, og et frontåbnende terrarie med lås eller et låg med klemmer er det sikre valg. Brug ikke tape.
Bunden skal være jord, der holder en moderat fugtighed. En blanding af 40 % muldjord, 40 % kokosfibre og 20 % legesand i et lag på omkring 10 cm fungerer godt, og et lag tørre blade ovenpå giver skjul og hjælper på fugtigheden. Fyr og ceder bør undgås på grund af de aromatiske olier. Fodr eventuelt i en separat kasse, så dyret ikke sluger bund.
Indret med mindst to skjul, et i den varme og et i den kolde ende, så små, at slangen ligger tæt i dem. Grene, kork og sten giver motion. Fjern afføring dagligt, og skift bunden helt hver 3.-4. måned.
Temperatur
Dyret regulerer sin temperatur ved at flytte mellem varme og kolde steder, så terrariet skal have en tydelig gradient. Overfladen under varmelampen skal være 29-32 °C, målt med et infrarødt termometer, og den kolde ende 21-26 °C. Brug en halogenpære over en lys, flad sten eller et stykke træ som solplads, og et sort skjul ved varmen som varmt skjul. Ligger dyret på varmepladsen i lange perioder, har det brug for mere varme. Bruger det den aldrig, har det brug for mindre.
Slå varmen fra om natten. Temperaturen følger rummet og må gerne falde til 18-22 °C, men ikke under 18 °C.
Brug aldrig varmesten. Varmen er for koncentreret og giver forbrændinger. Varmemåtter kan bruges som supplement, men kun med termostat. Placér terrariet væk fra vinduer, hvor solen kan overophede det.
Luftfugtighed og vand
Luftfugtigheden skal ligge på 40-60 %, målt med et digitalt hygrometer midt i terrariet. Den er højere i den kolde ende og om natten og lavere i den varme ende, og det er normalt. L. holbrooki kommer fra fugtigere levesteder end flere af slægtningene og tåler den øvre del af intervallet godt, men klam luft skal undgås. Fugtigheden hæves med en sprøjte, med fugtig sphagnum i skjulet i den kolde ende og med et lag blade på bunden. Stil et fugtigt skjul frem, når dyret skal skifte hud.
Stil altid en skål med friskt vand frem, stor nok til, at dyret kan lægge sig i den. Bliver luften klam, skal skålen være mindre eller fjernes nogle dage om ugen. Skrub skålen hver uge med et dyredesinfektionsmiddel.
Læs mere: Luftfugtighed, sprøjtning og ventilation
Lys og UVB
Arten er dagaktiv og soler sig i naturen. Den kan klare sig uden UVB, men UVB anbefales for den bedste velfærd. Det passer til Ferguson-zone 2. Brug et T5 HO-rør på 5-6 % UVB, der dækker omkring halvdelen af terrariets længde og sidder over den varme side. Målet er et UV-indeks på 2-3 ved solpladsen. Over net er afstanden mellem rør og dyr 25-30 cm, uden net 35-45 cm, og det bør kontrolleres med en UV-måler. Rørene skiftes hver 12. måned.
Suppler med en kraftig LED-pære på 6.500 K, der dækker det meste af terrariets længde. Lyset er tændt omkring 12 timer, og dagslængden tilpasses årstiden. Der må ikke være lys om natten.
Foder
L. holbrooki er kødæder og skal have hele byttedyr. Mus er standardfoder, og når dyret vokser, bruges unge rotter. Variation er vigtig: vagtler, vagtelæg, kyllinger og små slanger kan bruges, og en varieret kost gør dyret sundere og mindre kræsent. Fodr optøede, frosne byttedyr. Det er sikrere, for levende gnavere kan bide og skade slangen. Brug bløde fodertænger.
Byttedyrets tykkelse må højst være 1,5 gange slangens bredeste sted, eller omkring 10 % af dens vægt. Fodringshyppighed: - Nyudklækkede: hver 5.-7. dag. - Unge: hver 7.-10. dag. - Voksne: hver 10.-14. dag.
Bliver dyret for fedt, skal fodringen være sjældnere eller byttedyrene mindre. Håndtér ikke dyret, før bulen efter måltidet er væk. En let støvning af byttet med kalk og multivitamin en gang imellem forebygger mangler. Giv ikke frugt og grønt: slangen kan ikke fordøje plantemateriale.
Læs mere: Kalk, vitaminer og tilskud
Adfærd og håndtering
L. holbrooki er robust og tolerant. Giv et nyt dyr omkring 2 uger i fred, og start først håndtering, når det æder regelmæssigt. Begynd med korte omgange på højst 5 minutter, og løft dyret nedefra, med støtte under kroppen. Et nervøst dyr ruller sig sammen, hvæser, ryster med halen og afgiver ildelugtende sekret og afføring. Det er et naturligt forsvar, som aftager med tiden. Bid er ufarlige. Håndtér ikke dyret, når øjnene er blålige og mælkede op til hudskiftet, eller lige efter fodring. Vask hænder før og efter, for krybdyr kan bære salmonella.
Hold dyrene hver for sig. Arten æder andre slanger, også artsfæller, og unge dyr kan æde hinanden. Ved parring sættes hannen ind til hunnen under opsyn, og dyrene skilles igen bagefter.
Avl
Kønsmodenhed og kønsbestemmelse
Kønsmodenhed er ikke dokumenteret for arten. Hos nære slægtninge sker den normalt efter 2-4 år, og vægt og huld betyder mere end alderen. Hannerne har en længere og bredere halerod med plads til hemipenerne. Kønnet bestemmes sikrest med en sonde, som kun en erfaren person bør bruge. Dyrene skal være fuldvoksne og i god huld, før de sættes i avl.
Parring
Parringen følger vinterhvilen. Temperatur og længde for vinterhvilen i fangenskab er ikke dokumenteret for arten. Dyrene skal være fri for parasitter og i god huld, før de nedkøles, og fodres ikke de sidste par uger før hvilen, så tarmen er tom. Vand skal altid være tilgængeligt. Efter hvilen varmes dyrene gradvist op og fodres godt, før de sættes sammen.
Sæt altid hannen ind til hunnen, ikke omvendt, og gentag introduktionen med et par dages mellemrum. Hannerne kæmper om hunnerne, så hold ikke to hanner sammen. Fodr kun, når dyrene er adskilt.
Æglægning og kuld
Hos nære slægtninge lægger hunnen æggene en god måned efter parringen, ofte efter et hudskifte, og kuldet er 5-15 æg. Kuldets størrelse er ikke dokumenteret for L. holbrooki. Giv hunnen en æglægningskasse med fugtig vermiculit eller sphagnum på den varme side. Hunnen passer ikke æggene. Hun er udmattet efter æglægningen og skal have rigeligt med føde for at genopbygge kræfterne.
Inkubation
Tag æggene forsigtigt ud, og vend dem ikke. Hænger de sammen, skal de ikke skilles med magt. Læg dem på fugtig vermiculit i en lukket beholder med et par små lufthuller i låget, og begrav dem ikke. Vermiculiten skal være fugtig, men ikke så våd, at der kan vrides vand ud. Inkubationen er ikke dokumenteret for arten. Tallene er lånt fra Lampropeltis californiae: 26-29 °C, og æggene klækker efter 60-70 dage. Tjek æggene en gang om ugen for skimmel og sammenfald, og fjern dårlige æg. Ungerne bliver i ægget en dag eller to, mens de optager blommesækken. Hjælp ikke med udklækningen.
Opdræt af unger
Hver unge sættes for sig i et lille terrarie eller en ventileret kasse med skjul, vand og en varmekilde. Unger æder hinanden og må aldrig holdes sammen. De bliver i reden omkring en uge, til første hudskifte, og først derefter tilbydes en nyfødt mus hver uge; optøede, frosne dyr er sikrest. Dyr, der ikke vil æde, kan hjælpes ved at duftsætte musen med en øgle. Vokser de, øges byttets størrelse og hyppigheden gradvist. Nægter en unge at æde, så tjek temperaturerne, og prøv igen efter en uge.
Sundhed og typiske fejl
De fleste problemer skyldes fejl i opsætningen. De typiske er:
- Fedme ved for store eller for hyppige måltider.
- Hudskifteproblemer ved for tør luft: giv et fugtigt skjul, når øjnene bliver blålige.
- Forbrændinger fra varmesten og uafskærmede varmepærer.
- Forstoppelse ved for lav temperatur, for lidt vand eller indtag af bundmateriale.
- Mider og indvendige parasitter, især hos vildfangede dyr. Brug opdrættede dyr, og sæt nye dyr i karantæne.
- Luftvejsinfektion ved for kold eller fugtig luft: dyret trækker vejret med åben mund eller har snot.
- Bid fra levende byttedyr. Brug optøede dyr.
Et sundt dyr har klare øjne, en fyldig krop og æder regelmæssigt. Vej dyret hver uge, for et pludseligt vægttab er ofte det første tegn på sygdom. Krybdyr skjuler sygdom, så opsøg en dyrlæge med erfaring i krybdyr, hvis dyret ikke spiser, taber sig, trækker vejret med åben mund eller virker sløvt.
Læs mere: Typiske sygdomme og tegn på sygdom Læs mere: Køb af dyr: opdræt, vildfang og transport
Spørg altid dine kloge bekendte
Vejledningen er et godt sted at begynde, men den kan ikke erstatte erfaring. Dyr er forskellige, og meget af det vigtigste lærer man af dem, der har holdt arten i årevis. Tal med en avler, en erfaren holder eller en dyrlæge med forstand på krybdyr og padder, før du anskaffer dyret - og igen, hvis noget ser forkert ud.
Kilder
- Lampropeltis holbrooki Stejneger, 1902. The Reptile Database
- Kingsnake Care Sheet. ReptiFiles
- California Kingsnake Care Sheet. Reptiles Magazine, 2023
- Speckled kingsnake. Wikipedia
- Eastern Kingsnake. Herps of NC