Vinterhvile og årstider
Hvem har brug for vinterhvile, hvordan dyret forberedes, nedkøles og vækkes, og hvordan tørtid og regntid bruges hos tropiske arter. Til holdere af landskildpadder, ørkenøgler, salamandre og tropiske krybdyr og padder.
Hvem har brug for vinterhvile
Vinterhvile er en naturlig dvale hos arter fra områder med en kold årstid. Kravet følger artens oprindelse og ikke gruppen: to nært beslægtede arter kan have vidt forskellige behov, og samme art kan have forskelligt behov alt efter, hvor i udbredelsesområdet dyret stammer fra. Artens vejledning på siden afgør, om vinterhvile er nødvendig, valgfri eller direkte skadelig.
Der er tre hovedgrupper.
- Nødvendig eller stærkt anbefalet: tempererede landskildpadder som Testudo hermanni, Testudo graeca og Testudo horsfieldii, og tempererede salamandre og tudser som Salamandra salamandra. Her hører en kold årstid med til livscyklussen.
- Valgfri: ørkenøgler fra områder med kolde vintre, fx Pogona vitticeps. Vinterhvilen kan fremkaldes let, men dyret kan også holdes aktivt hele året med normal belysning og varme.
- Må ikke i vinterhvile: tropiske arter. Tropiske landskildpadder som Stigmochelys pardalis og Centrochelys sulcata kan ikke gennemføre en kold vinterhvile og skal have varme og lys hele året. Det samme gælder de fleste tropiske gekkoer, kamæleoner, pilegiftfrøer og varaner.
Artsbestemmelsen skal være sikker, før et dyr sendes i vinterhvile. Hos landskildpadder afhænger en sikker vinterhvile af både art og geografisk oprindelse, og et dyr, der er solgt under et forkert artsnavn, kan komme til skade. Er arten eller oprindelsen usikker, er det rigtige valg at holde dyret vågent og fodret hele vinteren.
Dyr, der er syge, har været syge for nylig, er undervægtige eller er nyligt erhvervede, skal ikke i vinterhvile. Dvalen belaster kroppen hårdt, og et dyr uden reserver eller med en igangværende infektion klarer den ikke. I tvivl holdes dyret vågent og fodret, indtil det er undersøgt og i god form.
Forberedelse: sundhedstjek og vægt
Forberedelsen begynder i sensommeren, uger før temperaturen sænkes. Dyret skal være i fuld form, og den kontrol skal ske i god tid, så der er tid til at behandle et fund. Ved tvivl kontaktes en dyrlæge med erfaring i krybdyr eller padder.
Et sundhedstjek før vinterhvile omfatter:
- øjne og næse: ingen hævelse, udflåd eller vedvarende snue
- mund: ingen gullige, ostelignende belægninger eller blødende områder
- hale og kloakområde: ingen udflåd, ingen kraftig lugt
- skjold eller hud: ingen bløde, fugtige eller dårligt lugtende områder
- ben og led: ingen knuder eller hævelser
- ører hos skildpadder: trommehinderne skal være flade eller let indadbuede
- en frisk afføringsprøve til undersøgelse for snyltere hos dyrlægen
Vægten er den vigtigste enkeltoplysning. Dyret vejes og måles med samme redskab og samme metode hver gang. Hos Testudo hermanni og Testudo graeca (også formen ibera) kan vægten sættes i forhold til rygskjoldets længde, målt i en lige linje og ikke over krumningen. Et mål over krumningen giver et falsk, for lavt forhold. Forholdet gælder kun disse arter. Hos Testudo horsfieldii og Testudo marginata giver det et vildledende resultat og må ikke bruges. Selv hos de rigtige arter er forholdet kun et groft mål, der kan give et misvisende billede af det enkelte dyr. En vurdering af huldet hos en dyrlæge, hvor muskler og fedt på ben og hals mærkes og ses, er et vigtigt supplement.
En fuld blære forvrænger vejningen. Giver vejningen et uventet resultat, vejes dyret igen nogle dage senere. En hun, der ikke spiser, men stadig vejer meget, kan bære æg. Et dyr, der er tydeligt overvægtigt, bør undersøges hos dyrlægen, hos hunner med røntgen.
Fedtreserverne og vandreserverne er det, dyret lever af under dvalen. Er de for små, bruger kroppen først fedtet i muskler og organer og derefter resten, og dyret dør af sult eller udtørring. Små dyr har færrest reserver, og for dem er en lang vinterhvile farligst. Er dyret for let, er svaret ikke at forsøge alligevel, men at holde det vågent og fodret med lys og varme hele vinteren.
Vægten føres i en logbog sammen med dato, så udviklingen kan følges fra år til år.
Nedtrapning og faste
Vinterhvilen sættes ikke i gang med et enkelt skift. Dyret trappes ned over uger, så tarmen er tom, og kroppen har tid til at omstille.
I naturen udløses vinterhvile af lavere temperatur, kortere dage og lavere sol. Skildpadder bliver mindre aktive og mister interessen for føde. Nedtrapningen efterligner det: dagslængden og varmen sænkes gradvist, mens dyret holdes uden foder.
Fastens længde afhænger af størrelsen, fordi stor føde tager længere tid at tømme ud:
- under 1 kg: omkring 2 uger
- 1-1,5 kg: omkring 3 uger
- 2-3 kg: omkring 1 måned
Fasten må ikke være kortere end 2 uger, heller ikke for de mindste. Under fasten holdes temperaturen over 13 °C i mindst 2 uger efter sidste måltid, så maden kan fordøjes. Det farligste, man kan gøre, er at sende et dyr direkte fra en varm og fodret tilstand til en temperatur under 10 °C. Så ligger der halvfordøjet føde i tarmen, som kan gære og afgive farlige gasser og giftstoffer.
Skildpadder tilbydes ikke føde, men skal drikke. De lægges i en bakke med ca. 25 mm tempereret vand, ca. i hovedhøjde, 3-4 gange om ugen. Det sikrer væske til dvalen og skyller urinsyre ud af blæren. For de mindste dyr bruges mindre vand.
Hos Pogona vitticeps i let vinterhvile bruges et lignende forløb: varme og lys sænkes i omkring 2 uger, og dyret får intet foder. Derefter slukkes alle varme- og UV-lamper, og dyret hviler i omkring 8 uger ved omkring 12 °C. I naturen graver dyrene sig ned i jorden eller søger ly i væltede stammer, så giv et dybt underlag eller et lunt skjul.
Hos tempererede salamandre og tudser sænkes temperaturen gradvist, og foderet stoppes, når dyret holder op med at æde. Fugtigheden holdes høj hele vejen, så huden ikke tørrer ud. Temperatur og varighed står i artens vejledning.
Temperaturer og metoder
Temperaturen er det vigtigste tal under vinterhvilen. Den skal være lav nok til at holde stofskiftet nede og høj nok til, at dyret ikke fryser.
Landskildpadder fra Middelhavsområdet vinterhviler bedst ved 4-6 °C, så tæt på 5 °C som muligt, både dag og nat. Når temperaturen nærmer sig 10 °C, begynder stofskiftet at vende tilbage, og dyret bruger fedt og energi i et tempo, der kan tømme reserverne. Frost er livsfarlig: selv et kort øjeblik ved 0 °C giver frostskader, som hurtigt kan blive dødelige. Indgrib, hvis temperaturen nærmer sig 2,5 °C eller holder sig over 10 °C i længere tid.
Der findes tre metoder.
- I jorden: kun egnet i sandet, veldrænet jord og bedst i et tørt drivhus. Dyret kan ikke tilses, og gnavere og fugt er risici.
- I kasse: den traditionelle metode. Kassen i skur, loft eller kælder er udsat for udsving, der let går over 10 °C eller under frysepunktet.
- I køleskab: en temperaturstyret løsning, som er den sikreste af de tre, når den er sat rigtigt op.
Køleskabsmetoden bruges kun med et køleskab uden fryser (et drikkevarekøleskab er bedst), fordi en termostatfejl i et kombinationsskab kan give minusgrader. Skabet må ikke stå i et uopvarmet rum, hvor kulden kan overgå skabets egen køling. Dyret placeres i en åben plastbeholder med let jord og sand, så det kan grave sig ned, og beholderen stilles i midten af en hylde, med et isolerende afstandsstykke, fx tyk flamingo, mod kølefladerne. Tomme rum fyldes med vandflasker, der stabiliserer temperaturen. Døren åbnes kort hver anden dag, så der kommer ny luft ind, eller en lille luftpumpe slanges ind gennem pakningen.
Temperaturen overvåges med to uafhængige termometre, fordi et enkelt termometer kan vise forkert eller gå i stykker. I en kasse sidder de uden for kassen: en sonde helt inde ved dyret er et godt supplement, men ikke det, man styrer efter, for når den viser for lav temperatur, kan det være for sent. I et køleskab sidder den ene føler på underlaget ved dyret og den anden frit i luften; den frie føler svinger mest. Der skal være en plan for strømsvigt.
Vinterhvilens længde er mindst 8-10 uger for små skildpadder og højst 16 uger, selv for meget store dyr.
Kontrol under vinterhvilen
En vinterhvile er ikke noget, dyret kan stilles hen til og glemmes. Temperaturen overvåges løbende, og dyret vejes med jævne mellemrum.
Vægttabet under dvalen er lavt. Mister en skildpadde mere end omkring 1 % af sin vægt på en måned, afbrydes vinterhvilen. Det samme gælder, hvis dyret har tisset: så er udtørringen i gang, og dyret vækkes, drikker og overvintres varmt og lyst resten af perioden. Der skal være særlig opmærksomhed på pludselige temperaturfald om natten i december, januar og februar.
Dyr kan flyttes under vinterhvilen uden skade. Skulle temperaturen komme uden for det trygge område, skal dyret straks flyttes til et sted med sikre forhold. Isolering udskyder kun, hvornår kulden når dyret, og den standser den ikke.
Beholderen skal være gnaversikker. Rotter og mus angriber dyr i dvale, og skaderne på hale og ben er ofte fatale. Beholderen kan placeres i et svejset trådbur. Skure, lofter og udhuse er særlig udsatte.
Den såkaldte dobbeltboks er en god løsning uden køleskab: en mindre kasse midt i en større, hvor mellemrummet fyldes med strimlet papir eller flis. Halm og hø undgås, fordi de ofte indeholder skimmelsporer.
Skildpadder holdes adskilt fra hinanden under vinterhvilen og i 4-6 uger efter opvågningen. Immunforsvaret er svækket ved lav temperatur, og infektioner som herpesvirus kan sprede sig let.
Unge dyr er meget følsomme over for pludselige temperaturskift. De kan graves ned i et tykt lag underlag i en bakke, så de selv regulerer fugt og temperatur, og bakken stilles i det temperaturstyrede miljø.
Hos salamandre og tudser kontrolleres fugtighed og temperatur jævnligt, og dyrene tilses uden at blive forstyrret mere end nødvendigt.
Opvågning
Opvågningen er den mest sårbare fase. Dyret er svækket, har lave energireserver og et lavt antal hvide blodlegemer og er udsat for infektion.
Skildpadder vækkes, når temperaturen nærmer sig 10 °C, eller når vinterhvilens tid er gået. Når temperaturen stiger, kan man høre de første bevægelser i kassen. Kassen flyttes til et moderat varmt rum, og efter ca. en time lægges dyret i et varmt og lyst miljø på omkring 25 °C. En reflektorlampe på 150 W ca. 40 cm over dyret gør en stor forskel. Dyret skal kunne nå en kropstemperatur på mindst 30 °C, og et opvarmet værelse er ikke nok uden en lampe.
Vandet kommer før føden. Dyret lægges i en bakke med ca. 25 mm tempereret vand og skylles med vand over hoved og skjold. At drikke er vigtigere end at æde de første dage, fordi udtørring og toksiner i blæren skal klares først. Glukose i drikkevandet (ca. 2 teskefulde pr. 250 ml, 10-20 ml pr. dag til en mellemstor skildpadde) kan hæve energiniveauet i højst 4-5 dage.
Alle skildpadder skal æde inden for en uge efter opvågning. Gør de ikke det, skal en dyrlæge med erfaring i krybdyr undersøge dyret. Årsagen er enten sygdom, fx frostskader, eller en pasningsfejl, oftest manglende varme og lys.
Et dyr, der vågner for tidligt, skal ikke tilbage i vinterhvile. Når temperaturen nærmer sig eller overstiger 10 °C, holdes det vågent og fodret. At sende det tilbage kan koste dyret livet.
Hos Pogona vitticeps vendes tilbage til fuld sommer: 13 timers lys, omkring 22 °C i rummet og adgang til en varmelampe. Hos tempererede salamandre hæves temperaturen gradvist, og først når dyret igen er aktivt, tilbydes foder.
Tørtid og regntid hos tropiske arter
Tropiske arter har ikke en vinter, men mange har en tørtid og en regntid, som styrer fødeudbud, aktivitet og formering. Sæsonrytmen er ikke en dvale, men en variation i fugtighed, regn, dagslængde og i nogle tilfælde temperatur.
Skiftet kan bruges i pasningen. En tørperiode med mindre sprøjtning og lidt lavere luftfugtighed efterfulgt af en regntid med hyppig sprøjtning og høj luftfugtighed kan stimulere formering hos mange pilegiftfrøer, kamæleoner og gekkoer. Detaljerne og tallene er forskellige fra art til art og står i den enkelte vejledning. Er de ikke oplyst, bør rytmen ikke opfindes. Ændringerne foretages gradvist, og dyret skal altid have adgang til drikkevand og et fugtigt tilflugtssted.
Forskellen mellem en tør og en våd tid skal ikke forveksles med vinterhvile. Dyret skal stadig kunne varme sig, æde og drikke. Temperaturen i terrariet holdes inden for artens normale spænd. Hos nogle arter hører en lidt køligere tørtid med, men kun når artens vejledning siger det.
Hos padder fra tropisk regnskov er regntiden udløsningen for yngelpleje og æglægning. Haletudser og æg kræver vand i denne periode, og ændringerne gøres med regnanlæg eller tåge, ikke ved at ændre temperaturen markant.
Sæsonrytmen er et værktøj til formering. Forsøg bør kun gøres med raske dyr i god foderstand, og ændringerne skal kunne føres tilbage, hvis dyret reagerer med stress, tab af appetit eller vægttab.
Læs mere: Luftfugtighed, sprøjtning og ventilation Læs mere: Opdræt af haletudser
Kilder
- Safer Hibernation and Your Tortoise (Highfield, Highfield). Tortoise Trust, 2011
- Waking the sleeping dragon: gene expression profiling reveals adaptive strategies of the hibernating reptile Pogona vitticeps. BMC Genomics, 2019
- Body condition scoring facilitates healthcare monitoring in Hermann's Tortoises (Testudo hermanni ssp.). PLoS ONE, 2024
- Veterinary medicine in reintroduction and reinforcement of the European pond turtle Emys orbicularis: a review. BMC Veterinary Research, 2025