herpy
Temaer

Opdræt af haletudser

Vandkvalitet, temperatur, foder, enkeltvis eller sammen, metamorfose og første foder til småfrøer. Til holdere, der selv opdrætter haletudser af pilegiftfrøer og andre frøer.

Vandkvalitet og vandskift

Haletudser lever hele larvetiden i vand, og vandet er både lunge, madskål og toilet. En lille beholder forurenes hurtigt af udskillelser og foderrester, og ammoniak og nitrit er giftige og usynlige. Vandets kvalitet er den vigtigste enkeltfaktor for overlevelsen.

Brug osmosevand, der er tilsat mineraler igen, eller hanevand uden klor og kloramin. Helt rent osmosevand eller destilleret vand mangler de mineraler, haletudserne skal bruge. En kalkhårdhed på omkring 50-80 mg/l CaCO3 er et godt udgangspunkt, og for blødt vand øger risikoen for svage, misdannede ben (se afsnittet om metamorfose).

Retningslinjer:

  • Skift en del af vandet jævnligt. Angivelserne svinger fra to tredjedele hver 2.-3. dag til kun ved behov, når vandet bliver mørkere eller uklart. Jo mindre beholderen er, og jo mere der fodres, des oftere skal vandet skiftes.
  • Fjern foderrester og ekskrementer med en pipette.
  • Nyt vand skal have samme temperatur som det gamle.
  • Læg et stykke tørret blad af katappa (indisk mandeltræ) eller eg i vandet. Bladet afgiver garvesyre, der hæmmer svamp og bakterier, og haletudserne græsser på det. Lidt mos eller en vandplante hjælper også med at holde vandet rent.

Beholderen skal være ren, men ikke steril. En tynd belægning af alger og bakterier på blade og bund er føde for haletudserne. Rengør med varmt vand uden sæbe, og skyl grundigt. Ligger haletudserne i overfladen og snapper efter luft, er vandet for iltfattigt eller for varmt: skift vand, og sænk temperaturen.

Temperatur

Haletudser af tropiske pilegiftfrøer som Oophaga pumilio og Ranitomeya variabilis trives ved 22-26 °C. Varmere vand giver hurtigere vækst, men det indeholder mindre ilt, og haletudserne bruger mere ilt og laver mere affald. Hold derfor vandet i den lave halvdel af spændet, hvis beholderne er små. Koldere vand forlænger udviklingen.

Vandet følger stuens temperatur, og små beholdere svinger hurtigere end et terrarie. Stil dem et sted uden direkte sol, træk og varmekilder, og mål vandet med et digitalt termometer. En stabil temperatur er vigtigere end en bestemt værdi, men svingninger inden for spændet er normale og uskadelige.

Arter fra køligere eller anderledes levesteder har andre krav, og artens vejledning går forud for de generelle tal. Haletudserne af Mannophryne trinitatis lever i kulper ved bække og har brug for rent, frisk vand.

Bliver vandet for koldt, bliver haletudserne trægge og holder op med at æde. Bliver det for varmt, svømmer de uroligt eller hænger i overfladen. Begge dele er tegn på, at temperaturen skal rettes.

Væksten følger temperaturen og foderet. Larvetiden varierer meget mellem arterne: fra 5-12 uger hos Dendrobates tinctorius og 6-10 uger hos Epipedobates tricolor til 8-12 uger hos Ranitomeya-arterne og op til 3-7 måneder hos Oophaga granulifera. Ved 24 °C tager udviklingen hos R. variabilis omkring 80 dage fra æg til færdig frø.

Foder: færdigfoder, alger og foderæg

De fleste haletudser er altædende eller planteædende og græsser på alger og belægninger, men mange pilegiftfrøer har brug for mere protein. Et godt foder er afvekslende.

Typisk foder:

  • Færdigfoder til haletudser, fx piller eller gel, gerne rullet i spirulina eller chlorella.
  • Fiskefoder i flager, knust fint.
  • Spirulina- eller algepulver.
  • Dafnier, artemia eller røde myggelarver som tilskud, højst én myggelarve ad gangen, fordi de hurtigt forurener vandet.
  • Alger og belægninger på blade og beholderens sider.

Nyklækkede haletudser æder ikke de første 2-3 dage, så vent med at fodre. Giv derefter lidt ad gangen, i starten hver 3.-4. dag og oftere hen mod forvandlingen. Giv ikke mere, før det gamle foder er spist, og fjern rester, før de rådner. Overfodring er en af de hyppigste fejl: det forurener vandet og øger risikoen for misdannede ben.

Hos Oophaga pumilio, Oophaga granulifera og de øvrige Oophaga-arter lever haletudserne af ufrugtbare æg, som hunnen lægger i deres vand. Intet foder svarer til æggene, og opdræt uden hunnen lykkes kun sjældent. Tag derfor ikke æg eller haletudser fra, men lad hunnen passe dem, og giv parret mange små vandfyldte steder som bromelier og filmdåser. Også hos Ranitomeya imitator fodrer hunnen haletudserne med æg, men haletudserne kan opdrættes på færdigfoder; de bliver dog større hos forældrene.

Enkeltvis eller sammen

Haletudser kan holdes hver for sig eller i grupper, og valget afhænger af arten. Hos Dendrobates tinctorius, Ranitomeya variabilis og andre Ranitomeya-arter æder haletudserne hinanden, og de skal opdrættes hver for sig. Haletudserne af Epipedobates tricolor æder ikke hinanden og kan opdrættes sammen.

Praktisk:

  • Brug bægre eller små plastbokse på ½-1 liter til hver haletudse, fyldt halvt til to tredjedele med vand og tilsat et stykke blad og lidt mos. Start gerne med lavt vand, 1-2 cm de første dage, og fyld op, efterhånden som haletudsen vokser.
  • Mærk bægrene med dato og kuld, så udviklingen kan følges.
  • Grupper af arter, der ikke er kannibaler, kan gå i et lille akvarium eller en plastboks med op til 10 cm vand. Hold tætheden lav: omkring 1 haletudse pr. liter giver bedre vækst og overlevelse end 2 pr. liter.
  • Giv blade og mos, så svage haletudser kan trække sig tilbage.

I naturen bærer forældrene haletudserne én eller få ad gangen til små vandsamlinger i planter. Hos arter, hvor forældrene selv passer haletudserne i terrariet, skal haletudserne ikke flyttes rundt: hos R. imitator fodrer forældrene haletudser, der er flyttet til et nyt sted, mindre, og nogle går til. Tager man haletudserne fra, overtager man forældrenes arbejde med foder og rent vand.

Vokser haletudserne i en gruppe ujævnt, så sortér de største fra. Ellers kan de mindste blive hæmmet i væksten. Enkeltvis opdræt kræver mere arbejde, men giver bedre kontrol.

Metamorfose og svage ben

Metamorfosen er ombygningen fra haletudse med gæller til landlevende frø. Først vokser bagbenene frem, siden forbenene, som bryder ud gennem huden. Når forbenene er brudt frem (stadie 42 i den almindelige stadieinddeling), holder haletudsen op med at æde og lever af sin hale, som optages i løbet af få dage. Munden ombygges samtidig fra haletudsens raspende munddele til en bred frømund.

I denne fase er ungen sårbar. Den svømmer dårligt og kan drukne i dybt vand. Den kendteste skade er svage, tynde og ubrugelige forben, kaldet spindly leg syndrome. Det ses især hos arter med vandlevende haletudser, og årsagen er ikke fuldt forstået. Lavt indhold af kalk og fosfat i vandet og overfodring er påviste risikofaktorer. Mangel på A-vitamin hos forældrene nævnes også som mulig årsag. Misdannede ben ses også hos Ranitomeya variabilis.

Forebyggelse:

  • Brug vand med moderat kalkhårdhed. Hos frøer af slægten Atelopus faldt forekomsten fra omkring 60 % til omkring 15 %, når kalkhårdheden blev hævet fra 20 til 50-80 mg/l CaCO3, og overlevelsen steg samtidig. Osmosevand tilsat mineraler gav langt færre tilfælde end hanevand.
  • Overfodr ikke, og lad haletudserne vokse i et jævnt tempo.
  • Hold vandet rent.
  • Pudr forældredyrenes foder med kalk og vitaminer.

Når forbenene er ved at være færdige, sænkes vandstanden, og bægeret vippes ca. 45°, eller der lægges et stykke kork på vandet, så ungen kan kravle op uden at skulle svømme.

Læs mere: Kalk, vitaminer og tilskud

Overgang til land

Omkring et døgn efter, at forbenene er brudt frem, flyttes ungen til en opdrætsbeholder med både lidt vand og let adgang til land. Det kan være en skråtstillet plastboks med fugtigt sphagnum i den høje ende og et tyndt lag vand i den lave, eller et lille terrarie med et lavt vandparti. Overgangen fra vand til land skal være blid, så ungen ikke drukner.

Ungen æder ikke, mens halen optages, og munden er endnu ikke færdig. Fodring kan derfor vente, til halen er væk, hvilket typisk tager omkring tre dage. Rør ungen så lidt som muligt, og hold beholderen fugtig og rolig, uden træk og direkte sol. Små beholdere svinger hurtigt i temperatur.

Hold høj luftfugtighed og en stabil temperatur i samme leje som for de voksne dyr. Sprøjt dagligt, så bunden er fugtig, men uden at der står vand andre steder end i vanddelen.

Når halen er optaget, og ungen æder selv, flyttes den til en lille opdrætsboks eller et lille terrarie (se næste afsnit). Hold unger adskilt fra større frøer og fra forældrene, som æder foderet for næsen af dem.

Læs mere: Luftfugtighed, sprøjtning og ventilation

Første foder til småfrøer

Nyforvandlede pilegiftfrøer er små: omkring 8-10 mm hos Epipedobates tricolor og 11-12 mm hos Ranitomeya variabilis. Munden er lille, og kun de mindste foderdyr duer.

Typiske første foderdyr:

  • Springhaler, som er den sikreste startføde til de mindste unger. Hav flere kulturer klar, før haletudserne forvandles, og så gerne springhaler i opdrætsboksen, så der altid er føde.
  • Flyveudygtige bananfluer af arten Drosophila melanogaster til lidt større unger. Unger af de større arter, fx Dendrobates tinctorius, kan som regel tage dem fra starten.
  • Den større Drosophila hydei, når ungerne er vokset.

Pudr alle foderdyr med et kalk- og vitaminpulver til padder. Kalkmangel er et af de almindeligste problemer hos unger. Foderdyrene skal selv være velnærede. Fodr dagligt de første uger, men overfodr ikke, for for mange foderdyr stresser små frøer.

Opdrætsboksen skal være lille, så ungerne er lette at holde øje med, og så springhalerne ikke spredes for tyndt. En boks på omkring 20 liter med fugtig bund, et lag visne blade, nogle plantestiklinger og skjul er passende til 4-5 unger; mere plads er bedre. Hold samme klima som for de voksne, og hold unger af samme størrelse sammen.

Hold øje med, at ungerne æder og vokser jævnt. Efter 6-8 uger kan de flytte til et større terrarie. Mange tab blandt unger skyldes kalkmangel, snyltere eller uforklaret mistrivsel; døde dyr kan obduceres hos en dyrlæge, så årsagen findes.

Læs mere: Foderdyr: hold og avl

Typiske fejl

De fleste tab af haletudser skyldes få, velkendte fejl.

  • Beskidt vand. Små beholdere kræver jævnlige vandskift. Ammoniak og nitrit er usynlige og dræber hurtigt.
  • Overfodring. For meget foder forurener vandet og øger risikoen for misdannede ben. Giv ikke mere, før det gamle er spist.
  • Forkert vand. Klor og kloramin er giftige for haletudser. Meget blødt vand uden mineraler øger risikoen for svage ben.
  • Kannibalisme. Haletudser af Dendrobates tinctorius og Ranitomeya-arterne æder hinanden, hvis de går sammen. Hold dem hver for sig.
  • Svingende temperatur. Pludselige skift giver stress. Hold vandet stabilt, 22-26 °C for tropiske arter, og nyt vand ved samme temperatur som det gamle.
  • Drukning under forvandlingen. Ungen skal kunne komme op, når forbenene er brudt frem.
  • Forkert foder. Oophaga-arternes haletudser skal have hunnens æg; tag dem ikke fra.
  • For høj tæthed. Mange haletudser i en lille beholder vokser langsommere, bliver mindre og dør oftere.

Før logbog over æglægning, klækning, vandskift, foder og forvandling for hvert kuld. Den giver overblik og gør det lettere at finde årsagen, hvis noget går galt. Tab er normale, og selv ved god pasning når langtfra alle haletudser frem til færdig frø, men gentagne tab på samme stadie er et tegn på, at noget i opstillingen skal ændres.

Kilder

  1. The relationship between spindly leg syndrome incidence and water composition, overfeeding, and diet in newly metamorphosed harlequin frogs (Atelopus spp.). PLOS ONE, 2018
  2. Spindly leg syndrome in Atelopus varius is linked to environmental calcium and phosphate availability. PLOS ONE, 2020
  3. Rearing density and food variety impact growth, development, and survival of larvae in the declining amphibian Pseudacris maculata. Zoo Biology, 2024
  4. Infanticide is driven by unfamiliarity with offspring location and associated with androgenic shifts in mimic poison frogs (Ranitomeya imitator). Hormones and Behavior, 2024
  5. Captive breeding, embryonic and larval development of Ranitomeya variabilis (Zimmermann & Zimmermann, 1988), (Anura, Dendrobatidae). Zoosystematics and Evolution, 2023
  6. Dendrobates tinctorius Care & Breeding. New England Herpetoculture
  7. Breeding dart frogs. DartFrog.pet
  8. Basic information and care recommendations for Epipedobates tricolor. Citizen Conservation, 2024
  9. Captive breeding, embryonic and larval development of Ranitomeya variabilis (Zimmermann & Zimmermann, 1988), (Anura, Dendrobatidae). Zoosystematics and Evolution, 2023
  10. Dendrobates tinctorius Care & Breeding. New England Herpetoculture
  11. Breeding dart frogs. DartFrog.pet
  12. Basic information and care recommendations for Epipedobates tricolor. Citizen Conservation, 2024
Fandt du en fejl? Foreslå en rettelse

Skriv, hvad der er forkert, og hvad der bør stå. Vi læser alle forslag og retter, når vi har tjekket det.